Litteratur

Første LitteraTUR & Kaffe i 2024

Af Webredaktionen

Tirsdag d. 20 februar løb forårets første ”LitteraTUR & kaffe” af stablen, og hvilket herligt fremmøde! I det tiltagende aftenmørke gik vejen fra Frederik Lange Park mellem Teglgårdsparkens gamle psykiatriske hospitalsbygninger ned mod Fænøsund og Teglgårdsskoven, hvor bibliotekets udsendte skænkede kaffe til de vinterfrosne fingre. 

Dagens tema kredsede – inspireret af de historiske rammer – om hvad, der er ”naturligt”, og hvad, der er ”sundt”. Om natursynet og det at leve med et sårbart sind, der åbner for andre stemmer i landskabet. Og hvordan vandring (og bevægelse) kan have en effekt på sindet. Vi talte om træer og hvordan naturen kan læses med sanserne. Om psykoser og hvordan engle-motivet er vendt tilbage i litteraturen.