Maria læser

’Satans mænd’ af Andrev Walden

Jeg er ret vild med romaner, som på den ene side handler om noget dybt-alvorligt-grænsende-til-det-tragiske, og som på den anden side leveres humoristisk og usentimentalt. Tragedie og komedie er måske i virkeligheden meget nærmere beslægtet, end man skulle tro, og så har de to begreber det med at kunne forstærke hinanden på en klædelig facon – når det lykkes. Og hvis der er nogen, der er lykkedes, er det den svenske forfatter Andrev Walden, som med denne sin debutroman har modtaget en lang række roser plus den store svenske litteraturpris, Augustprisen.

Romanen er baseret på Andrevs egen opvækst, hvor han på syv år nåede at have syv forskellige stedfædre – den ene mere psykisk ustabil end den anden. Og selvom det lyder voldsomt, og afgjort også er det, forløser han sin fortælling igennem drengen Andrevs lige dele barnlige og logiske blik. 

Sproget er fyldt med overskud og finurlige formuleringer og betragtninger, når han fx fortæller om sit venskab med Kyklopen, om sin betagelse af Den Enlige Mors datter og om de syv stedfædre, der alle bære sigende navne som Plantetroldmanden, Kunstneren, Tyven, Præsten og Kajakroeren. Og den biologiske far…? Ham kalder vi Indianeren.